Usbekisk dans og musik efter region

Ét land, flere traditioner

Usbekistan betragtes ofte som et af de mest musikalsk mangfoldige lande i Centralasien, og Wikipedia tilskriver det landets musikhistories lange historie og den store variation af stilarter og instrumenter. Scenekunsten er ikke et enkelt folkerepertoire. Den varierer med regionen: Khorezm, Ferganadalen, de gamle byer Bukhara og Samarkand. En koncert, der nævner Ferganadalen og Khorezm, som billetten til Marokand Concert Hall gør, nævner to forskellige verdener, og denne guide redegør for, hvad UNESCO og Wikipedia siger om hver af dem, så du kan følge med i det, der foregår på scenen. En god tommelfingerregel er at behandle hver regions tradition som sin egen post på UNESCOs lister og ikke som en variation over ét tema.

Khorezm og dansen Lazgi

Lazgi er den dans, som UNESCO forbinder med Khorezm. UNESCOs optagelse i 2019 af Khorazm-dansen Lazgi som immateriel kulturarv beskriver bevægelser, der afspejler lydene og fænomenerne i den omgivende natur samt følelser af kærlighed og lykke. Dansen var oprindeligt forbundet med Khorazm-regionen og er siden blevet udbredt i hele Usbekistan. UNESCO tilføjer, at der findes malerier af dansen på det arkæologiske udgravningssted Tuproqqala i Khorazm-regionen, hvilket UNESCO fremhæver som vidnesbyrd om dansens århundredgamle rødder, og at den er præget af lokalsamfundenes sociale liv. Khorezm er stavemåden på billetten; UNESCOs optagelse bruger Khorazm om samme region, og begge forekommer i denne guide.

Sådan udføres Lazgi

Ifølge UNESCO optræder musikere, sangere og dansere i Lazgi i harmoni, og sangenes tekster er hovedsageligt helliget lovprisning af kærlighed og venlighed. UNESCO nævner to typer af dansen: en scenisk dans, der formidler disse følelser gennem konkrete bevægelser, og en fortolkende improviseret form, hvor rytmen og dansens bevægelser bliver mere dynamiske, og handlingerne skiftende. UNESCO bemærker også, at melodien og dansen er så tiltrækkende, at tilskuerne begynder at danse af egen drift. Den udføres i forbindelse med nationale helligdage og folkefester samt ved fællesskabs- og familiebegivenheder i den daglige fortolkende form. UNESCO beskriver dansen som en central form for selvudtryk, der overleveres gennem generationerne ved hjælp af nye versioner af forestillingerne.

Fergana-dalen og Katta Ashula

Katta Ashula, bogstaveligt talt "den store sang", er en traditionel sang, som UNESCO beskriver som en del af identiteten hos forskellige folk i Fergana-dalen i Usbekistan, en dal, der også er hjemsted for tadsjikere, uighurer og tyrkere. UNESCO siger, at det er en original genre, der kombinerer scenekunst, sang, instrumentalmusik, østlig poesi og hellige ritualer. Den spænder fra kærlighed til filosofiske og teologiske forestillinger om universet og naturen og efterlader samtidig plads til improvisation. Den fortolkes af minimum to og maksimum fem sangere, og den blev indskrevet i 2009. UNESCO tilføjer, at festivaler og konkurrencer arrangeret af regeringen og lokale myndigheder støtter den, sammen med programmer, der skal føre den videre til unge.

At lære en tradition på gehør

Disse traditioner føres videre fra person til person. UNESCO siger, at Katta Ashula overleveres mundtligt fra mester til elev, fra generation til generation, gennem en krævende læretid. Shashmaqom afhænger ligeledes af mundtlig overlevering, fordi UNESCO bemærker, at det standardiserede nodesystem kun kan gengive musikkens grundlæggende ramme, og derfor forbliver mundtlig overlevering fra mester til elev det vigtigste middel til at bevare musikken og dens åndelige værdier. Derfor betyder levende udøvere noget: det, et ensemble gør med en frase eller en rytme, kommer fra en lærer, og det gives videre i rummet, hvor eleverne kan høre det. I begge tilfælde er lærerens version referenceen, og notationen, hvor der findes en, er kun en skitse af den.

Bukhara, Samarkand og Shashmaqom

Shashmaqom, der betyder "seks maqomer", er den klassiske musiktradition fra Centralasiens bycentre. UNESCO beskriver en fusion af vokal- og instrumentalmusik, melodiske og rytmiske idiomer og poesi, fremført solo eller af en gruppe sangere med et orkester af lutter, fiddler, rammetrommer og fløjter. UNESCO udpeger Bukhara som Shashmaqoms historiske og åndelige centrum. Wikipedia siger, at stilen menes at være opstået i byerne Bukhara og Samarkand. UNESCO indskrev den i 2008 og siger, at forestillinger generelt åbner med en instrumentel introduktion efterfulgt af nasr, den vigtigste vokale sektion. UNESCO tilføjer, at langt størstedelen af nutidens Shashmaqom-udøvere i Tadsjikistan og Usbekistan er kandidater fra Tashkent-konservatoriet.

De instrumenter, du kan møde

Wikipedia grupperer Usbekistans traditionelle instrumenter i tre familier. Strengeinstrumenterne omfatter dutor, rubob og tanbur, alle langhalsede båndinstrumenter, gʻijjak-spidsfidlen og chang, en slået citer. Blæseinstrumenterne omfatter karnay, en lang trompet, nay, en tværfløjte, og surnay, en kraftig obo. Slagtøj omfatter doira, en rammetromme, og nogʻora, en grydeformet tromme dækket med læder på toppen. En given forestilling bruger kun nogle af disse, så listen er et ordforråd til at lytte med og ikke en opstilling til nogen aften. Wikipedias artikel om Registan-pladsen registrerer, at kongelige proklamationer der blev bebudet med stød på enorme kobberrør kaldet dzharchis.

Kostume i dansen

Kostumet giver en regional dans sit udseende. Wikipedia beskriver ikat, en farveteknik, hvor resisten påføres garnet før vævning, som almindelig i usbekisk kultur, og siger, at usbekisk ikat er kendetegnet ved dristige og flamboyante mønstre. Doppa er den traditionelle kalot hos de usbekiske og uighuriske folk, med broderede designs, der kan angive bærerens hjemby, og der findes flere typer, der adskiller sig ved deres broderier eller oprindelsessted. I en iscenesat dans er det sådanne detaljer, en tilskuer kan lære at læse, selv uden et program. Kostumeguiden går videre. Wikipedia tilføjer, at de tidligste afbildninger af doppa findes i kunst fra det 15. århundrede fra det nuværende Usbekistan.

Læs næste: Usbekisk dragt: ikat, suzani og doppa

En hallkoncert og en fællesskabsbegivenhed

UNESCOs beskrivelser placerer Lazgi og Katta Ashula ved helligdage, festligheder og familiebegivenheder og som en del af den måde, lokalsamfund udtrykker sig på. En koncertsal ændrer denne ramme: publikum sidder ned, timen er fastlagt, og materialet er udvalgt og forkortet til besøgende. Det er ikke en fejl, men det er værd at vide. En iscenesat forestilling kan introducere en tradition og dens lyd og udseende; den kan ikke genskabe den begivenhed, som traditionen eksisterer for. Betragt en time i en sal som en introduktion, og læs eller lyt videre, hvis en af traditionerne fanger din interesse. Det gælder for næsten enhver iscenesat folkeforestilling i verden, og det er en god grund til at læse om traditionerne, inden du tager afsted.

Læs programmet på din aften

Billetten til Marokand Concert Hall angiver ingen bestemte værker, og kunstnerne kan skifte, så ingen bestemt dans eller sang er lovet her. Det, du kan gøre, er at holde øje med de signaler, der er beskrevet ovenfor. Hvis en scene er livlig, og bevægelserne skifter tempo, kan den minde om den dynamiske, fortolkende form, som UNESCO beskriver i Lazgi. Læg mærke til kostumet, kalotterne og tekstilmønstrene, og lyt til, hvordan trommen og melodien spiller sammen. Hvis en tradition fanger din interesse, er UNESCOs dokumenter om Lazgi, Katta Ashula og Shashmaqom gratis at læse og indeholder fotografier og film, så du kan følge op med det samme.

Hvem dette ikke er for

Denne guide fortæller dig ikke, hvad en bestemt aftens program indeholder, og den er ikke en videnskabelig undersøgelse. Hvis du ønsker en koncert med det klassiske maqom-repertoire, skal du lede efter en dedikeret koncert frem for en teaterrevy. Hvis du ønsker at høre et lokalsamfund optræde ved et bryllup eller en helligdag, foregår det i levende rammer, ikke på en scene med billet. Hvis du ønsker en dyb og detaljeret historie om usbekisk musik, er Wikipedia-artiklen og UNESCO-dokumenterne, der citeres nedenfor, stedet at begynde. For en en-times introduktion til kostume og dans er en forestilling i en sal en fornuftig start. Den dækker heller ikke de andre regioner i Usbekistan eller Bukharas bytraditioner i den detaljeringsgrad, en bog ville.